Klar livet Forside

Mødegang 4SøvnMødegang 4


Mødegang 4
LOKATION: SHELTERPLADS

Formålet er, at eleverne reflekterer over og forstår betydningen af dårlig søvn for deres fysiske og mentale trivsel i hverdagen og får redskaber til at opnå bedre søvn.

På denne mødegang får eleverne indblik i, hvor meget søvn unge generelt får, hvor meget søvn de selv får, og hvad der gør, at de hver især måske ikke får tilstrækkelig søvn. Derudover får eleverne viden om, hvilken påvirkning for lidt søvn har på vores trivsel – og endelig, hvad de kan gøre ved det.

God fornøjelse!

Tjekliste for opgaver og remedier

Print:

  • Skemaet ’Hvad bruger jeg min tid på?’ til hver elev.
  • Casebeskrivelser – et ark til hver elev.
  • ’Gode råd til bedre søvn’ til hver elev.

Husk:

  • Poster med spørgsmål og snore til at hænge op på en rute (find posterne i materialepakken). Har du ikke tid til at hænge dem op, kan du udlevere et ark med spørgsmålene, som eleverne besvarer, imens de går en tur. Alternativt kan du lægge posterne på jorden med små sten på, hvis det blæser.
  • En pose med sten. Stenene skal være i en størrelse, der kan være i håndhulen – én til hver elev og læreren.
  • En kuglepen til hver elev og hver gruppe.
  • 1 stk. A3-papir og tuscher til hver gruppe.

EMNE TID MATERIALER

Velkommen og dagens program

5 min.

  • Plakat, du har lavet.

Øvelse 1: Hvad bruger jeg min tid på?

15min.

  • Skemaet ’Hvad bruger jeg min tid på?’ og en kuglepen til hver elev.

Øvelse 2: Ekspertpanel

20 min.

  • Casebeskrivelser og ’Gode råd til bedre søvn’
  • En kuglepen til hver gruppe.

Pause

10 min.

Posterne med spørgsmål (klargør dem) og evt. små sten.

Øvelse 3: Min søvn

25 min.

  • Posterne med spørgsmål.

Øvelse 4: Nærværsøvelse med sten

10 min.

  • En sten til hver elev og læreren.

Øvelse 5: Refleksion – det vigtigste fra i dag

15 min.

1 stk. A3-papir og tuscher til hver gruppe.

På gensyn

5 min.

Find alt materiale til print under downloads.

‘Refleksionsøvelse’

  • Byd velkommen og sig tak for sidst.
  • Opsummér, hvad I lavede sidste gang, hvor emnet var ‘nikotin’, hvad eleverne sagde og hvad du oplevede, de erfarede.
  • Gennemgå dagens program.
  • Udlevér skemaet ’Hvad bruger jeg min tid på?’ og en kuglepen til hver elev.
  • Forklar øvelsen: Eleverne skal krydse af i de relevante kolonner, hvad de bruger deres tid på i løbet af en typisk hverdag (24 timer). For eksempel, hvis de har været til fodbold kl. 14:00-15:30, skal de krydse af under ‘Fritidsinteresser’ for de relevante tidspunkter. Nederst på side 2, skal de notere, hvor mange timer, de i alt har brugt på hhv. søvn, digitale medier/computerspil og fritidsinteresser. Hjælp eleverne i gang. Læreren kan også hjælpe.
  • Saml op: Stil eleverne spørgsmål, fx:
  1. “Hvor mange får 6-8 timers søvn pr døgn?” Fortsæt på samme måde med 8-10 timer, 5 timer og 4-5 timer.
  2. “Hvordan tror I, det ser ud i jeres weekender?” “Hvad skyldes det?”
  3. “Hvad tror I, det betyder for, hvordan I har det og fungerer i hverdagen, om I får nok søvn eller ikke?”
  • Afslut med at sige, at nogle unge er vant til at få fx 5-6 timers søvn og synes, at det fungerer fint, men at de måske ikke ved, hvordan de ville have haft det anderledes bedre, hvis de sov mere. Vi er alle er forskellige – de fleste unge har brug for 8-10 timers søvn, men nogle fungerer bedre med lidt mindre og andre med lidt mere.
Skema til øvelse 1 – Hvad bruger jeg min tid på?
Find arket under downloads.
  • Fortæl eleverne, at de skal agere eksperter og hjælpe andre unge med at forbedre deres søvn. Inddel eleverne i grupper med fire-fem elever i hver.
  • Udlevér de tre cases og ‘Gode råd til bedre søvn’ til hver elev og en kuglepen til hver gruppe, og bed eleverne læse dokumenterne hver for sig.
  • Forklar øvelsen: Hver gruppe vælger en ud af tre cases, de vil arbejde med. De skal drøfte, hvordan de kan hjælpe den unge og formulere gode råd til den unge, casen omhandler.
  • Efter øvelsen: Spørg eleverne, hvem der har valgt case 1, og bed dem kort fortælle om problemstillingen, og hvilke råd de har formuleret. Giv de andre elever mulighed for at supplere. Spørg dem, hvem der har valgt case 2 osv.
  • Saml papirerne ind.
Ark til øvelse 2 – Casebeskrivelser. Find arket under downloads.
  • Eleverne skal arbejde med spørgsmål, der handler om deres egen søvn, så de kan blive klogere på, hvad der evt. forårsager dårlig søvnkvalitet eller for lidt søvn, og hvad de konkret vil gøre for at sove mere og bedre.
  • Forklar øvelsen: Eleverne skal gå en tur to og to på 15 minutter og finde poster. På hver post er der et spørgsmål, de skal reflektere over og drøfte. De skal ikke blot svare “ja” eller “nej” til et spørgsmål, men også reflektere over, hvordan det kan påvirke deres trivsel, og hvad de konkret kan gøre for at løse eventuelle udfordringer. Hver gruppe kan vælge at arbejde med et spørgsmål, de vil gå i dybden med, eller med flere spørgsmål.
  • Opsamling: Spørg eleverne, om der er nogen, der vil dele, hvad de fik ud af at lave øvelsen. Supplér evt. med, at øvelsen måske kan give et indblik i ens søvnvaner, og hvis man sover for lidt, om man kan finde på små greb, der kan forbedre ens søvnkvalitet.
EKSEMPEL PÅ EN POST – FIND ALLE POSTER I MATERIALEPAKKEN
Find alle posterne i materialepakken under downloads.
  • Fortæl eleverne, at de også i dag skal lave en nærværsøvelse. Denne gang er det en øvelse, hvor de skal fokusere på én ting – en sten. Øvelsen kan hjælpe med at give ens hjerne en pause fra eventuelle tankemylder og uro samt træne ens koncentrationsevne.
  • Lad hver elev og læreren vælge en sten.

Gennemfør øvelsen:

  1. “Tag fire dybe indåndinger.”
  2. “Denne øvelse hjælper dig med at træne din evne til at være fokuseret og nærværende, samtidig med at du styrker din opmærksomhed.“
  3. “Læg din sten i dine hænder. Ret dit fokus mod stenen, og kig på den med et afslappet blik uden at anstrenge dig. Vær både fokuseret og afslappet samtidig.“
  4. “Mærk stenen i din hånd: Er den blød, skarp, glat eller ru?”
  5. “Se på stenen: Har den én farve eller flere farver? Læg mærke til, hvad du oplever, uden at analysere det. Se det med et barns nysgerrige øjne.“
  6. “Hvis du opdager, at du pludselig tænker på noget andet, bring roligt din opmærksomhed tilbage til stenen og til nuet.”
  7. “Prøv at klemme blidt om stenen. Føles den kold eller varm?”
  8. “Mærk stenens tyngde. Er den tung eller let?”
  9. “Flyt evt. stenen til din hånds overflade eller dit ansigt og mærk, om den føles anderledes dér.”
  10. “Læg mærke til, om dit åndedræt har ændret sig, siden vi startede øvelsen med stenen. Måske er det blevet lidt tungere. Sid det sidste minut og træk vejret stille og roligt.”
  11. “Mærk, hvordan din krop føles nu og her.”
  12. “Giv din sten et lille klem.”

Opsamling:

Saml stenene sammen. Fortæl eleverne, at man kan øve sig på at være nærværende med det, man laver, på mange måder i hverdagen, fx ved at være opmærksom på, hvordan man sætter sine skridt, når man går.

  • Udlevér 1 stk. A3-papir og tuscher til hver gruppe (fire-fem elever i hver). Bed eleverne bruge 10 minutter på at tale om samt skrive eller tegne, hvad det vigtigste er, de tager med sig fra dagen.
  • Bed eleverne om at dele, hvad de har tænkt over, 5 minutter inden afslutning, og holde deres A3-papir op, når de fortæller.
  • Saml A3-papirerne ind.
  • Lav en kort opsummering af emner på tværs af de gennemførte mødegange. Fortæl, hvordan de hænger sammen, fx 1) At både klassens spilleregler om at vise hensyn til hinanden i undervisningen og en god søvnkvalitet har stor betydning for, hvor godt man kan koncentrere sig i skolen og 2) At brug af nikotin kan have en negativ indflydelse på ens søvnkvalitet.
  • Sig tak til eleverne for i dag, og at du glæder dig til at se dem igen næste gang, hvor I skal have fokus på mellemmåltider og lave et snacks.
  • Fortæl, hvor og hvornår I mødes.
  • Spørg eleverne, om de har spørgsmål.

Downloads

Mødegang 5 Til toppen