Den nikotinfrie skole
Inspiration til implementering af røg- og nikotinfri skoletid
Knap hver tredje ung mellem 15-17 år bruger et nikotinprodukt og udviklingen af nye produkter har taget fart de seneste år. Nikotinfrie fællesskaber på skoleskemaet har til formål at støtte skolen i arbejdet med en nikotinforebyggende indsats på vejen mod røg- og nikotinfri skoletid.
En nikotinforebyggende indsats i grundskolen bør indebære:
- Styrkelse af elevernes sociale kompetencer
- Træne eleverne til at forstå og modstå sociale påvirkninger
- Forældreinvolvering
- Røg- og nikotinfrie omgivelser, herunder skoletid
Forældrene er en vigtig medspiller at have, når en nikotinforebyggende indsats sættes i værk. Oplysning og viden, tydelige holdninger og stillingtagen er parametre, der kan være med til at afgøre om unge starter, da de ikke vil skuffe deres forældre. Forældreinvolvering kan ske som ren information, fx via uddeling af guide (Forældreguide), eller som dialoger på et forældremøde ved brug af vores Dilemmakort.
Implementering og håndhævelse af røg- og nikotinfri skoletid indbefatter, at elever, personale og besøgende ikke må anvende nikotinprodukter i skoletiden. Målet er at skabe en røg- og nikotinfri kultur på skolen, hvor ’normalen’ er, at det ikke anvendes. Vejene til at lykkes med implementeringen kan være mange, og der er flere aktører, der hver især kan bidrage:
- Skolebestyrelsen
- Skoleledelse/afdelingsledere
- Lærere og klubpædagoger
- Elevråd
- Forældre
- Sundhedsplejen
Håndhævelsen af røg- og nikotinfri skoletid bliver smidigere, hvis skolen udarbejder retningslinjer der beskriver, hvad den enkelte lærer skal gøre, hvis de opdager, at en elev anvender nikotinprodukter i skoletiden samt hvilke konsekvenser det har. Både elever og forældre bør præsenteres for retningslinjerne, så alle kender til skolens procedurer.
Læs mere om den nikotinfri skole og aktørernes handlemuligheder her.